Møller & Bøgely

Keramikere Eilif Møller (1885-1931) og Mads Peter Bøgely (1877-1963)

MB
Møller & Bøgely

Møller & Bøgely
Et keramikhistorisk bidrag af Palle Bruun Olsen

Møller & Bøgelys keramikgenstande har gennem mange år fascineret mig med deres japonistiske og Bindesbøll-agtige former og dekorationer fra Skønvirkens senguldalder. Men det er uendelig få informationer, der hidtil har været at finde i litteraturen om historien bag Møller & Bøgely. En artikel af Bolette Bramsen i tidsskriftet Antik & Auktion nr. 6:2003 med titlen Det historieløse kunstbrænderi og en flot illustreret artikel af Teresa Nielsen i Vejen Kunstmuseums Keramik i lange baner fra 2009 er stort set, hvad der er at finde. Dansk Keramisk Bibliografi har således kun en enkelt henvisning til Bøgely i et udstillingskatalog fra Nordjyllands Kunstmuseum 1992. Heldigvis har lokalhistorikeren Kjeld Damgaard på www.tikobkommune.dk gjort en masse spændende oplysninger om Møller & Bøgely og deres forgængere tilgængelige. Ovenstående kilder kombineret med personalhistoriske studier gør det nu muligt at fortælle følgende om Møller & Bøgely:

Det hele startede i 1917, da maleren Eilif Møller og arkitekten Mads Peter Bøgely overtog Skotterup Lervarefabrik på Strandvejen 274-276 i Snekkersten. Fabrikken var oprettet i 1853 af den østrigske Johan Joseph Strodl, og den blev videreført af sønnen Ludvig Franklin Strodl. Udover almindelige lervarer til husholdningsbrug, fremstillede Strodl-familien også de i dag så eftertragtede Skotterupugler. I starten af 1917 valgte L.F. Strodl imidlertid at stoppe sin produktion og udleje bygningerne til Møller & Bøgelys Keramiske Kunstbrænderi.

Hermed begyndte en ny og ganske anderledes keramikfremstilling i Skotterup; det brugsprægede blev afløst af det kunstneriske. Men hvad ved vi egentlig om de to personer bag Møller & Bøgely?

Eilif Møller (1885-1931) var født i København, hvor faderen var hjulmager og senere karetmagersvend ved artilleriets materielværksted. Der ser ud til at have været en kreativ åre i slægten; i fødehjemmet boede den ugifte farbror Johannes Adolf Møller, der var uddannet billedhugger fra Kunstakademiet, og Eilif Møllers lillebror Gunnar var musiker.

Den unge Eilif Møller rejste en del rundt i landet og ernærede sig fra opgave til opgave primært som dekorationsmaler, men han omtales i flæng også som både kunstmaler og billedhugger. I 1914 dekorerede han restaurationen Rydbergs Kælder på Østergade i København. På samme tid dekorerede han også støbejernsovne for J.S. Hess & Søn i Middelfart. Der nævnes også opgaver for bl.a. Frelsens Hær i Aalborg, og en kort periode i 1915 arbejde han angiveligt i Københavnsområdet for arkitekt Carl Brummer.

I 1915 fik han en stor opgave med både udvendig og indvendig dekoration af Troldhedebanens 14 stationer på Koldingegnen. I Kolding fik han senere udsmykningsopgaver i den gamle biograf og på Palmesalonen, hvor han bl.a. malede 18 store billeder og udførte en del stuk. I Ålborg lavede han stuk til kommunens administrationsbygning, malede alterrammen til Godthåb kirke, og i Horsens dekorerede han alderdomshjemmet. Han kunne altså både male og modellere. Til nogle af opgaverne tegnede han også inventar, så hans virke nærmede sig, hvad vi i dag vil kalde totalindretning.

Det er mere sparsomt, hvad vi ved om hans arbejder efter det keramiske intermezzo med Møller & Bøgely. Dog ved vi, at han i 1928 udførte væg- og loftsdekorationer til Schmidts Conditori i Roskilde.

Eilif Møller blev i 1923 gift med den 18 år yngre Valborg Johanne Petersen fra Kolding. I starten af ægteskabet boede de hos hans forældre i et hus i Sundby, og i 1930 var de flyttet til Ved Linden 7 i København i en lejlighed på 5. sal. Hvad der er gået forud, ved vi ikke, men den 26. januar 1931 døde Eilif Møller på Sct. Hans Hospital af sindslidelsen morbus mentalis blot 45 år gammel. Ægteskabet var tilsyneladende barnløst. Fraværet af nekrologer i dagspressen er tankevækkende – var han allerede glemt i 1931?

Mads Peter Bøgely (1877-1963), stammede fra Odense, hvor hans far Christian Larsen var småkører. Han var altså født Larsen, men tog i 1906 navneforandring til Bøgely. Han uddannede sig til murer, og flyttede 1903 til København. 1906 blev han gift med Eva Johanne Marie Sværd, og året efter kom deres første af 5 børn til verden. Efter nogle år som murermester i Odense vendte han i 1914 tilbage til København, og kaldte sig nu bygmester. I 1916 omtaltes han som arkitekt. Mens han var medejer af Møller & Bøgelys Keramiske Kunstbrænderi boede familien Odensegade 18 st. i København. I 1933 ses familien boende i Emdrup, og en datter er citeret for at have udtalt, at efter keramiktiden med Møller & Bøgely koncentrerede han sig udelukkende om arkitekturen.

Hvordan kompagniskabet Møller og Bøgely opstod, ved vi ikke. Men der ser fra start ud til at have været en klar arbejdsdeling, hvor Møller var den kreative kraft, og Bøgely var den organisatoriske, der havde styr på penge og afsætning, ligesom han skulle have finansieret hele keramikforetagendet.

Der kendes keramiske arbejder fra Eilif Møller fra 1914, og netop i keramikken kunne Eilif Møller forene sine evner for at modellere og dekorere. Allerede i 1914 havde hans signatur det karakteristiske M, der med tiden nærmest antog den hjerteform, vi kender fra Møller & Bøgelys keramik. I nogle af signaturerne er det faktisk både M og B, der har hjerteform.

Møller & Bøgelys Keramiske Kunstbrænderi fik hurtigt fat på en del unge og kreative kunstnere, der kunne være med til at udvikle keramikfabrikkens produktion. Hjalmar Nielsen, der i en del år havde været medhjælper ved Eilif Møllers udsmykningsopgaver, blev ansat som leder i den kunstneriske afdeling. Og vi ved, at den svenske keramiker Berndt Friberg omkring 1917-18 arbejdede på fabrikken – længe før han hos Gustavsberg skulle blive en af Sveriges førende keramikere.

Blandt andre kunstnere som var tilknyttet fabrikken, nævnes malerne Helge Jensen, O.V. Borch, Axel E. Jacobsen, Clemmensen, Aabrink, Lehmann samt naturligvis Eilif Møller selv. Der nævnes også en del svenskklingende navne og et enkelt russisk, men om disse har haft kunstneriske eller mere håndværksbetonede opgaver, ved vi ikke. Trods de mange forskellige kunstnere er man sjældent i tvivl, når man står med et stykke Møller & Bøgely keramik i hånden. Den relative homogenitet i såvel formsprog som dekoration må tilskrives Eilif Møller, da der fornemmes en klar linje tilbage til hans tidligst kendte keramik fra 1914. Der blev hurtigt udviklet en sgrafitto teknik, hvor dekorationerne blev ridset ind i det fugtige ler. Til tider leder dekorationerne tankerne i retning af japanske træsnit.

Da keramikfabrikken var på sit højeste, skulle den have haft omkring 30 ansatte, og den havde en stor eksport til Sverige, Norge, Holland og Amerika. Størstedelen af produktionen bestod af glaseret lertøj, men der blev også fremstillet stentøj på fabrikken.

Der er en masse ting, vi ikke ved om Møller & Bøgelys fabrik – og næppe nogensinde får at vide, for den 19. december 1920 nedbrændte fabrikken. En eksplosion i skorstenen fik denne til at revne, og det tørre træværk i bygningerne blev hurtigt antændt. Da ejeren Strodl næste formiddag skulle besigtige sin ejendom, var den totalt nedbrændt. Med branden forsvandt også de arkivalier, der kunne kaste yderligere lys over produktionen, de tilknyttede kunstnere og deres signaturer. Det er vel nærmest overflødigt at nævne, at produktionen aldrig kom i gang igen.

For ikke så mange år siden var Møller & Bøgely totalt glemt, og flere gange blev signaturen MB tilskrevet Mogens Ballin. Bedre bliver det ikke, når man gennemlæser gamle årgange af tidsskriftet Skønvirke; her er der nemlig intet at finde om Møller & Bøgely. Man fornemmer, at produktionen i samtiden ikke har haft de skrivende skønånders bevågenhed - det er som om, Møller og Bøgely har været persona non grata på parnasset.

Lad os håbe, at en fremtidig udstilling på Vejen Kunstmuseum kan kaste nyt lys over Møller & Bøgelys historie og produktion, og dermed give frembringelserne den rette placering i keramikhistorien, så prædikatet det historieløse kunstbrænderi ikke skal blive stående i al evighed. Og forhåbentlig får vi engang knækket signaturkoden, så vi kan knytte de enkelte genstande til deres respektive kunstnere.

Denne tekst er først bragt i antikvariat The Booktrader julehæfte og er skrevet af Palle Bruun Olsen.





Øvrige signatur eksempler


Andre signaturer

Abbednæs Potteri   Almus Keramik   Aluminia   Andegaarden Keramik   Anker Keramik   Anne-Grethe og Jørgen Moeslund (AJMO Keramik)   Aristo Keramik   Askel Krogh   Askvad Keramik   Asta Agerholm